17/04/2024
Hej med jer, alle sammen 👋
Nu kan jeg vidst ikke strække den længere.
Som I kunne læse i mit tidligere opslag har jeg valgt at samle mine seneste tre eventyr, her i Japan, under ét samlet opslag.
Grunden til denne beslutning er lang og kedsommelig, så den vil jeg ikke kede jer med.
NÅ. MEN.
Lad os starte med to fantastiske dage i Tokyo:
På vej hjem fra min sub-optimale tur til Sapporo, skrev Shie-San til mig.
Hun ville høre om jeg havde planlagt overnatning i Tokyo i de to dage jeg skulle gøre pitstop dernede, før jeg skulle videre.
Jeg havde jo egentligt planlagt et ophold i et såkaldt Capsule Hotel, men jeg kunne mærke at jeg simpelthen ikke kunne overskue det.
Shie-San skriver så, i forlængelse af sin besked, at hvis ikke jeg havde overnatning måtte jeg hjertens gerne overnatte hjemme hos hende og sin famile.
Med den manglende energi og motivation fra Sapporo kunne jeg mærke at det var præcis hvad jeg havde brug for, så jeg takkede JA.
Shie-San og Hayato-Kun hentede mig så på Odakyu Nagayama Station i Tama City.
Det var SÅ rart at se dem igen.
De næste to dage kan kun beskrives som befriende.
Jeg levede i en tryghed jeg ikke havde haft siden jeg tog hjemmefra, og det var virkelig rart at blive ladet op igen.
Dagen efter jeg blev hentet skulle Shie og jeg ind og se på Cherry Blossoms.
Det var fantastisk. Intet mindre. Vi havde vores egen lille ‘Hanami’ og jeg hyggede mig sådan.
Derfefter hentede vi Hayato og drog om det kæmpe Game Center i Tama City.
Jeg vandt en ret sej figur hvis jeg selv skulle sige det ;)
Jeg sluttede dagen af med at Makoto-San, Shie-Sans mand, tog Hayato-Kun og jeg med i et ‘onsen’. Et onsen er et traditionelt japansk offentligt bad med varmekilder. Det var helt forrygende og jeg følte mig så genopladet efter det. Tusind tak for den oplevelse. Og tak til Shie-San’s familie for den kærlighed og varme jeg fik at mærke mens jeg var der. Det var som at være hos min anden familie.
Da mine dage i Tama-City var overstået skulle turen gå videre mod Karuizawa.
Jeg skulle op og besøge min gode ven fra Lego, Tomoki-San!
Tomoki-San mødte jeg for et år siden på Lego Campus da jeg arbejdede for Lego House. Tomoki-San var på besøg i Danmark fra Japan med en del andre af hans kolleger. Jeg fortalte ham at jeg skulle til Japan, og han fik mig til at love at besøge ham i Karuizawa.
Så jeg steg på toget ved Odakyu Nagayama Station ind til Shinjuku som så ledede mig ind til Tokyo Station. Derfra skulle jeg med Shinkansen mod Karuizawa. En hurtigt overstået tur.
Da jeg ankom til Karuizawa var det første som slog mig, hvor smukt et område jeg var kommet til.
Der var sne på bjergene som nærmest omkransede hele området jeg befandt mig i. Jeg opdagede også hvor centralt jeg var landet. Mit hotel og stationen lå midt i centrum af Karuizawa med et kæmpe outlet lignende shoppingområde kaldet Karuizawa Prince Shopping Plaza. Her ligger Tomoki-Sans Lego-butik også, så den satte jeg kurs mod.
Jeg var dog ankommet omkring kl 09:00 om morgenen så alt var stadig lukket indtil kl 10:00.
Mødet med Tomoki-San var rigtig rart. Der var en gengældt gensynsglæde som fortalte mig at jeg var kommet det rette sted hen på på min rejse.
Det var også lidt surrealistisk at have en ven i et land som ligger på den anden side af verden, og så faktisk besøge ham.
I Tomoki-Sans pause skrev han til mig og spurgte om jeg ville med ud på en lille køretur.
Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til.
Til jer som ikke kender mine interesser, går jeg rigtig meget op i biler og specifikt japansk bilkultur.
I Japan kaldes veje igennem bjergpas for Touge. Det er kun anbefalet at køre her for dem som ved hvad de laver og som er gode til at køre bil. Det gik først op for mig halvvejs på køreturen at Tomoki havde taget mig med ud på sådan en vej! Jeg var ovenud begejstret! Her så vi én af mine absolut drømmebiler som jeg ikke troede jeg ville se her på mit besøg til Japan.
Det endelige mål med køreturen var at nå ud til en gammel jernbanebro som skyder igennem to bjerge. Hele turen var en helt speciel oplevelses for mig, da jeg var ude og køre med en rigtig god ven fra Japan og det var det hele værd for mig.
Under mit besøg til Karuizawa var jeg også på en dagstur til både Matsumoto og Nagano.
Matsumoto besøgte jeg primært for at se Matsumoto Castle.
Det var en helt fænomenal tur. Jeg lader her gerne billederne tale for sig.
Turen til Nagano var også god, blot på en anden måde. At turen så starter ud med at jeg glemmer min rygsæk, med kamera og diverse sager, på toget synes jeg ikke vi skal snakke om hihi.
Jeg fik set meget af Nagano by og også Zenkoji Templet. Et kæmpestort buddhistisk tempel. Meget smukt.
Efter min samlede tur til Karuizawa, Nagano og Matsumoto, gik turen videre til Nagoya.
Nagoya startede fantastisk ud med et besøg til stedet hvor Toyota-firmaet startede. Herefter gik turen tilbage til hotellet hvor jeg slappede lidt af.
Dagen efter gik turen til Toyota-museum nummer to. Dette var nok nærmere en bil-samling som fortalte historien om automobilen og hvordan den udbredte sig og teknologien udviklede sig.
På den sidste dag i Nagoya besøgte jeg Ghibli Park! For jer som ikke ved hvad Ghibli er, så er det et anime studio som filmatiserer Hayao Miyazaki’s værker såsom ‘My Neighbor Totoro’ eller ‘Spirited Away’ eller den nyeste film som lige har vundet en Oscar ‘The Boy and the Heron’.
Ghibli Park lever op til dets navn; det er en kæmpe park bestående af “forlystelser” og små skulpturer med hints til Miyazaki’s værker. Jeg havde også købt billet til at kunne kommer ind i ‘The Grand Warehouse’ som var en kæmpe hal udsmykket udelukkende i de mest populære films universer. Der var en gade fra ‘Spirited Away’ Der var genskabte scener fra ‘Princess Mononoke’ og ‘Howls Moving Castle’. Det var fantastisk at opleve.
Der blev også købt lidt souvenirs med hjem.
Nu sidder jeg så i Kyoto og skal ud på flere eventyr, så snart den her post er skrevet færdig.
Jeg har som sagt ikke haft motivationen til at skrive disse opslag i et stykke tid, men jeg skylder jer alligevel en post i ny og næ så I kan følge med. Og denne her har faktisk være lidt sjov at skrive, for det giver mig også en god mulighed for at tænke tilbage på hvad jeg lige har oplevet.
Jeg håber I alle har det godt i Danmark. Nu varer det jo ikke længe før jeg vender snuden hjemad.
Jeg tager lige de sidste dage af april med og starten af maj, og så er jeg på vej hjem.
Vi ses i næste opdatering!
I får lige resten af billederne i et andet opslag.
またね!√