02/02/2026
LOKOMOTIVFØRER HOS VIKING-RAIL…?
Med nylig udsigt til flere opgaver vil vi igen gerne ansætte yderligere et par lokomotivførere.
At være lokomotivfører hos os er måske ikke helt som at være lokomotivfører andre steder. Du kører selvfølgelig tog, men vores ”flåde” består en tid endnu primært af ældre diesellokomotiver, hvis betjening kræver godt, gammeldags lokomotivmandsskab. Vi har dog også elektriske lokomotiver (BR 185 og BR 193/Vectron), lige som vi fremfører "gule maskiner" uden for sporspærring for et antal entreprenører.
Vi kører med gods og udfører specialtransporter, og begge dele stiller store krav til dine faglige kompetencer. Vi sætter sikkerhed i højsædet samt det at give vores kunder en rigtig god service. Meget ofte arbejder du sammen med en lokomotivførerkollega, hvor I i fællesskab klarer både kørslen samt rangering og udarbejdelse af transportpapirer.
En del af VIKING-Rails lokomotivførere involverer sig også i enten værkstedsarbejde, kontoropgaver, undervisning eller forskellige projekter, alt efter interesser og kompetencer. Vi kan derfor garantere dig et job med al den afveksling, du har lyst til.
VIKING-Rail er en meget ”flad” organisation med en klar fokus på at køre tog og drive værksted. Driftvagt og planlægning forestås af lokomotivførere og administrativt personale med mange års jernbaneerfaring. ”Vikinge-høvdingen” er også lokomotivfører og vores salgschef er lokomotivfører. Det sikrer, at der er fokus på kerneforretningen hele vejen rundt, og alt understøttes af et kompetent værksted. Desuden har vi en kort beslutningsproces, hvor der i udstrakt grad tages hensyn til individuelle ønsker.
For at komme i betragtning skal du have licens som lokomotivfører og enten arbejde som sådan eller have gjort det inden for de senere år. Vi sørger bl.a. for at lære dig at betjene et MY-lokomotiv og hvad du ellers har brug for at vide. Vi har ikke nogen fastlagt ansættelsestermin, men har tid til at vente på ”de rigtige”.
Overvejer du at blive ”viking”…? Så kom endelig forbi til en kop kaffe eller en grillpølse og hils på. Ring gerne til Anders på tlf. 2248 9663 inden, så vi er sikre på, at vi har pølser nok, og at de andre vikinger ikke har drukket al kaffen. Du er også velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål, og vi modtager gerne din ansøgning og CV på mail til [email protected]
…......
VIKING-Rail ApS er en jernbanevirksomhed med 20 års erfaring i branchen, og på vores værksted specialiserer vi os i reparation, modernisering og vedligeholdelse af store diesel- og ellokomotiver samt enhver form for andre jernbanekøretøjer. Vi er nu solidt placeret på danske hænder i kraft af nyt ejerskab og er i fuld gang med at fortsætte og videreudvikle vores aktiviteter, hvor medarbejderne er med til at danne rammerne og indholdet af disse.