21/08/2025
Fra skatkammeret i Kunsthistorisches Museum Wien - kun et lille udsnit af Habsburgernes skatte. De stod ikke fremme til daglig. Ikke mindst fordi det ikke er til at få ærlige og loyale tjenestefolk - men også fordi der simpelthen er for meget til at man ville kunne være der selv. Når man samler arvestykker gennem 600 år, så løber det op.
Hvad skal man så med det? Det blev bl.a. hevet frem som et samtaleemne ved diverse sociale og repræsentative middage: så kunne man konversere om at have fået denne eller him dims som gave af kurfyrsten af Dilledalleringen eller Zaren af Leverpastitz - eller at man havde en superb guldsmed ved hoffet - og at der er 27 safirer, 231 perler og et antal smaragder + 2 kg guld i dette eller hint fad. Man kan også tale om hvor nøjagtigt urene går - der er to gode muligheder i billederne af ure nedenfor.
Rigdom som dominans: Blære sig overfor gæster der nu må snakke med om ubegribeligt kostbart dims, som de ikke selv har i tilsvarende mængder. Så i stedet for at snakke om penge, så snakker man om kunst. Den slags forstår analfabeter sig ikke på.
Men som repræsentant for den guddommelige verdensorden er det bedste jo ikke for godt til den enevældige monark. At undersåtterne arbejder flittigt på at finansiere flere dimser demonstrerer jo netop i hvor høj grad den guddommelig orden og gudsfrygtern er intakte i riget og at fyrsten har succes.
