14/12/2023
Den maritime servicevirksomhed VMS Group vækster og vokser. Her fortæller Marketing Manager Steen Helberg om den store udvikling, som virksomheden oplever:
- Den enkle forklaring på, at VMS Group flyttede fra lejede lokaler på Havnepladsen 12 til ejet domicil på Nordhavnsvej 1 er, at vi manglede plads. Dels værkstedsplads og dels kontorplads. Vi har derfor beholdt vores værkstedsfaciliteter på Havnepladsen og med de nye kvadratmeter på Nordhavnsvej forøger vi vores værkstedsareal med knap 3.000 kvm og vores samlede areal i Frederikshavn til over 10.000 kvm.
- Vi kommer lige fra vores bedste resultat nogensinde i regnskabsåret 2022 og kommer til at slå dette resultat i indeværende år. Det dækker heldigvis over nogle markeder, der i den grad har kraftige medvinde. Ikke mindst offshore-branchen, hvor der aktiveres borerigge og skibe i stor stil. Det betyder, at rigtigt mange motorer skal overhaules som en vigtig del af driftsklargøringen. Også andre af vores brancher, så som krydstogtsbranchen med deres fokus på grønne løsninger og vindmøllebranchen giver os god medvind.
- Vi har ansat over 70 nye medarbejdere på tværs af vores afdelinger her i Frederikshavn, Brasilien og Namibia og kunne sagtens ansætte flere, hvis vi kunne finde folkene med de rigtige kompetencer. Det kniber det desværre med her lokalt i Frederikshavn, så vi kigger dels sydpå i Danmark og videre ud i verden, når vi skal skaffe folk til vores ambitiøse vækstplaner for de næste år. Det selvom vi allerede har besluttet os for, at Frederikshavn er og forbliver hovedkvarteret for VMS Group.