05/04/2025
Endelig kom foråret til Havneøen
Blæsten var kold, og den var strid. Men det til trods havde et pænt antal medlemmer af Esbjerg Søsport, valgt endeligt at byde foråret velkommen i klubben.
Traditionen tro skulle lørdag formiddag bruges på, at få klubbens smukke Stander til vejrs foran klubhuset på Havneøen.
-Når den smukke Stander først er kommet til tops foran klubhuset, kan vi alle vejre forårets komme. Endelig er en lang og mørk vinter ovre, og alle kan vi igen se frem til dejlige timer i vore fartøjer, lyder det fra klubbens formand Ole Skjold Nielsen, der i sin Standertale også kom ind på arbejdet i klubben i den kommende tid.
-Vi er feks. i dialog med Esbjerg Kommune om rigtig mange ting. En dialog jeg er meget glad for, og som helt sikkert bringer klubben noget godt i fremtiden.
Udover formandens traditionelle tale foran medlemmerne, blev der også afholdt et minuts stilhed, for den nyligt afdøde tidligere radioforhandler og medlem af klubben Jørgen Holm. Denne døde for nyligt 89 år gammel.
Efter standerhejsningen blev de fremmødte medlemmer inviteret indenfor i varmen, til pølser, sildemadder, øl og vand.
-Det er dejligt, når medlemmerne dukker op til arrangementerne. Jeg nyder at lytte til de mange historier rundt ved bordene, og det er jo en god måde, at lære nye mennesker at kende, slutter klubbens formand Ole Skjold Nielsen.