16/03/2026
Toves Verden - Del 10 – DET TIDLIGSTE DIGT OG DET SENESTE PORTRÆT- hilsen fra en kunstner
En rejse ind i Tove Ditlevsens liv, død og efterliv, med afsæt i Vesterbro og 1976.
---
For at se det nyeste billede af Tove, skal man gå fra Enghavevej ned ad Rejsbygade forbi Vega i det gamle Folkets Hus, og drejer til højre ind på parkeringspladsen, så kan man få øhe på Stine Hvids portræt fra sidste år af Tove Ditlevsen, som hun udførte for Gårdlauget.
Den aktive Street Art kunstner har været så venlig at beskrive, hvordan hun har opbygget motivet. Find link til Stine Hvids hjemmeside i øverste kommentar.
STINE HVID SKRIVER
"Tove Ditlevsen ser over mod sit barndomshjem på 4.sal Hedebygade 30a, hvor hun som ung pige sad i sovekammerets vindueskarm i lyset fra aftenstjernen og skrev digte til manden i månen.
Her voksede hun op med sin storebror Edvin og legede i gården med sin barndomsveninde Ruth. Her skrev hun digte i sin første poesibog, som hun gemte under hovedpuden. Ofte om kærligheden, symboliseret ved turtelduerne i toppen af byens billede.
En rygende varm blyant, i stedet for cigaretten, er et symbol på den voksne digters store passionerede produktivitet.
Sommerfuglen og æbleblomsten er fra barndomsdigtet Der fløj en lille sommerfugl. Toves unge hænder ses begynde digtet - "
Der fløj en lille sommerfugl
højt i den blånende luft.
Den lo ad alverdens pligter
anstand, moral og fornuft.
Beruset af vårdagens charme
på skælvende vinger den fór,
båret af solgyldne stråler
ned mod den skønne jord.
Og i en blegrød æbleblomst
som nys var sprunget ud,
fløj ned den lille sommerfugl
og fandt en yndig brud.
Og æbleblomsten lukked sig,
endt var den vilde flugt.
O, tak I små. I har mig lært
hvordan man elsker smukt.
--
Inspiration til vægmaleriet er især fra:
Barndommens Gade - digt af Tove Ditlevsen fra 1942
Barndommens Gade - roman af Tove Ditlevsen fra 1943
Barndom - erindringer af Tove Ditlevsen fra 1967
Portrætfotografiet af Tove Ditlevsen, som vægmaleriet er fortolket udfra, er efter tilladelse fra Gyldendal (fotograf ukendt)
---
Mange tak til Stine Hvid for forklaringen og Toves første digt.