29/09/2026
Orientering om udviklingen af Asaa Havn
Der arbejdes i øjeblikket med en strategisk-fysisk udviklingsplan (SFU) for Kattegatkysten, hvor Asaa Havn er et af de områder, der indgår i arbejdet.
Siden februar 2026 har rådgiverne været i dialog med lokale aktører og arbejdet med idéer og muligheder for den fremtidige udvikling. For Asaa Havn handler det blandt andet om havnens fremtidige rolle, mulighederne for udvikling af området og en bedre sammenhæng mellem havnen, byen og turismen langs kysten.
Den 26. oktober præsenterer rådgiverne deres foreløbige forslag til, hvordan Asaa Havn kan udvikles som en del af den samlede plan. Herefter skal planen behandles af den tværkommunale styregruppe og forventes sendt til politisk behandling i de tre kommuner i januar eller februar 2027.
Det er vigtigt at understrege, at der endnu ikke er truffet beslutninger om konkrete projekter eller ændringer på Asaa Havn. Planen skal i første omgang pege på muligheder og sætte en retning for den videre udvikling.
Når SFU’en er afsluttet, forventes en mere konkret proces omkring Asaa Havn og forbindelsen mellem havnen og byen. Her vil det være vigtigt, at borgere, foreninger, erhvervsliv og øvrige lokale aktører bliver inddraget, inden der træffes beslutninger om konkrete tiltag.
Fra havnens side vil vi arbejde for en åben og gennemsigtig proces, og vi vil løbende orientere om udviklingen, de forslag der kommer frem, og mulighederne for lokal deltagelse.
Yderligere information om SFU Kattegatkysten findes hos www.DestinationNord.dk
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Asaa Havn