11/01/2017
Mandag d.9. var der indkaldt til møde i vores søsterforening TSA, redaktørens anden sejlklub. Der var kun et punkt på dagsordnen: Medlemmer med bopæl i havnen, hvor mange kan / skal vi være?
Mødet var indkaldt af et TSA.medlem som ikke selv bor i havnen, men som bekymre sig om klubbens fremtid, set i lyset af foreningens venteliste, som stort set kun består af folk der ønsker en bopæl i havnen, frem for en bådplads.
Mødet var ikke beslutningsdygtigt, men alene ment som en aften hvor klubbens medlemmer ville kunne diskutere hvilket niveau af beboelse havnen skulle have / kunne bære i fremtiden.
Jeg spurgte om lov til at overvære mødet som observatør, da jeg, som nogen vil vide det, er stærkt bekymret for havnens fremtid som egentlig lystbådehavn. Mine bekymringer fik ny næring, da det viste sig, at det kun var fastliggere der indfandt sig til mødet!
Og blandt de fremmødte var den overvejende stemning da også, at set med deres øje, kunne alle TSA havnens 90 pladser for den sags skyld være postadresser for engagerede medlemmer der arbejder på deres træskibe for til sidst at gøre dem til sø klare fartøjer, der skal ud at sejle, som et medlem formulerede det.
Det kan i min optik kun tolkes som et udtryk for, at havnens øvrige medlemmer ikke er specielt foruroligede over de forskellige klubbers ventelister, og det, det vil føre med sig, eller også har de opgivet at tage debatten.
Jeg vil derfor opfordre havnens samarbejdsudvalg til at tage spørgsmålet op og finde konsensus for den samlede havns beboelse, inden vores udlejer udstikker retningslinjerne for samme. Som det er nu, er den eneste regel at det fartøj der benyttes til beboelse kan drives for egen kraft, og har en sh*ttank.
mvh. Redaktøren.