Thorup Vognmandsforretning så dagens lys for første gang i 1993 – helt officielt den 27 april 1993, hvor Erik Olesen erhvervede kvalifikationsbeviset til at måtte udføre transport af kreaturer lovformeligt. Det startede i det små, hvor det meste af transporten bestod af den udveksling af kreaturer, som Erik selv handlede sig til hos forskellige landmænd og på Aars Landboauktion, hvor der dengang k
om rigtig mange kreaturer hver fredag. Der kom slagtedyrtransporter ind i billedet. Det meste foregik til Aalestrup Eksportslagteri og Vestjyske Slagteri i Skive. Efter at have siddet som medhjælper på passagersædet i et år, med ”fatter” som chauffør, kunne Lars Olesen i år 2000 erhverve et længe ventet og savnet kørekort til lastbil. Dette medførte to lastbiler i garagen. Så nu blev der også kørt slagtedyr til andre slagterier. Danish Crown og flere små private slagterier. Samtidig blev der formidlet mange smågrise, hvilket der på det tidspunkt udgjorde en stor del af kørslen. I 2015 blev der vurderet på den stadigt stigende kørsel, at der var grundlag for tre lastbiler, så efter endt landbrugsuddannelse fik også sønnen Andreas Olesen tilbudt at prøve kræfter med kreaturtransporten. Kørslen blev koncentreret om slagtedyrtransport til Danish Crown Aalborg, Aalestrup Eksport Slagteri, Nordic Beef Hadsund, transport af småkalve, transport af eksportkøer for tre handelsmænd og selvfølgelig diverse transport af kreaturer for landmænd efter ønske. I dag kører Andreas og Lars på fuld tid med to nye og tidssvarende kreaturlastbiler. Andreas med forvogn/hænger, Lars med forvogn. Endvidere har Lars også kørselsplanlægningen. Senior Erik Olesen kører stadig som afløser med ” Gamle Volle” (den gamle Volvo), som er en trofast makker i firmaet.